KALEIDOSKOP
28.2. - 20.3.2004


Med sådanne tegneserieagtige greb og legende enkle virkemidler så som en dør, der bliver til et badeværelse, der bliver til en elevator, får instruktøren Tue Biering i vitalt samarbejde med Thomas Corneliussens komiske og fysiske talent fortalt en rørende skæg livshistorie... Fortalt med en uhørt sans for timing helt ned i detaljen og et nærvær, der giver et løft til selv de mest banale hverdagsproblemer (…) Det som forestillingen egentlig peger på som overlevelsesstrategi, er evnen til at fylde øjeblikket med liv. Den lange mand i sofaen kan få et helt kærlighedsdrama op at stå ved blot at anbringe en enkel blomst i potte ved siden af sig.
Politiken


Trioen Thomas L. Corneliussen, Tue Biering og Nicolaj Spangaa har påny skabt strålende, ekspressivt teater. Monologen 'Kærlighed' på Kaleidoskop er en virtuos leg med kendt stof... i Tue Bierings præcist pulserende instruktion (…) udvikler det kendte stof sig til en virtuos og konstant overraskende teaterfantasi...
Berlingske

Vi kender ham godt, Daniel; kender ham fra utallige bøger og film om ensomme unge mænd, der henslæber deres liv med et lortejob, bor i en lorteejendom og tilbringer alle aftener med tv'ets fjernbetjening i hånden og med en ensom drøm om lidt kærlighed i hjertet. Men hans historie er aldrig før set på sådan en artistisk, kropslig, opfindsom og anarkistisk sprudlende facon.
Kulturnyt, DR P2

SHARE

ENSOMHED

Kan kærligheden gennembryde det ensomme forbrugersamfunds overflade?

Daniel er i starten af 30’erne. Han har dårlige familierelationer. Han er single og bor alene i en 1-værelses lejlighed. Om aftenen spiser han færdigretter i sin pæne designersofa mens han ser TV og drømmer sig væk.
Om dagen passer Daniel sit møg-job som levende reklamesøjle iført et stort kyllingekostume. Chefen er urimelig, men Daniel tør ikke sige ham imod.

Når Daniel, efter en ydmygende dag på arbejde, kommer hjem med bus nr. 9, som han hader næsten lige så meget som sin chef, er han panisk angst for at støde ind i sin overvægtige nabo Maj-Britta.

Men en dag flytter en ung kvinde ind oppe på 9. sal, og da Daniel, ved et uheld, kommer til at slå chefens irriterende hund ihjel, vendes der op og ned på Daniels triste, ensomme og kærlighedsløse liv…

Skuespiller: Thomas Corneliussen
Instruktør: Tue Biering
Scenograf: Nicolaj Spangaa
Lysdesign: Andreas Buhl
Lyddesign: Janus Jensen
Komponister: Maja Romm & Mark Solborg
Co design blomst & Patinering: Palle Steen Christensen
Regissør/Rekvisitør: Rikke Lange
Produktionsleder: Andreas Buhl
Scenemester: Morten Riis Sørensen
Værksted: Morten Kolbak
Administration: Morten Lydal
Dramaturg/Informationschef: Nicole Langkilde
Presse: Aino Skjellerup, Charlotte Fjordvald (pressemedarbejder)
Producent/souschef: Mette Hvid Davidsen
Teaterchef: Martin Tulinius